Highfive, Bjarne!

onsdag, februar 15, 2006

Tænk hvis...


Tænk hvis Jyllands-Postens politiske chefredaktør, Carsten Juste, var en sød, lille "My little pony"-figur:


I dag er det en ekstra speciel dag på jyllands-posten! Solen skinner stærkere, himlen er mere blå og Carsten Juste føler det som om der er magi i luften!

Carsten Juste og de andre små, søde ponyer på jyllands-posten har nemlig fået en fortryllende idé! De vil tegne et sødhedsmærke på deres nuttede, lyserøde ponykroppe. Et som rigtigt glimter! Endnu mere end sandet på sommerfugleøen!

"Jeg vil ha et billede af en delfin" siger Ulrik Haagerup.
"Jeg vil ha et billede af et hjerte" siger Jørgen Ejbøl. "Øv, så kan jeg ikke finde på noget" siger Carsten Juste.

"Du kan jo tegne et billede af Muhammed - det er der ingen der bliver kede af" foreslår den sure hoppe Pia Kjærsgaard.
"Er det en slags blomst?" spørger Carsten Juste usikkert.
"Ja, hvis du med blomst mener helligt symbol, hvis tegning vil krænke muslimer over hele verden" svarer sure Pia.
"Jaaaaaa - juhhuuuu! En blomst!" råber Carsten Juste henrykt.

Og så tegnede Carsten Juste en fin muhammed-blomst - og sikke den glimtede!

Der var imidlertid nogle som følte sig yderst stødt af Carsten Justes nye, nuttede mærke.
Det forstod den lille pony ikke. Den var nemlig mere sød end den var klog, og var ej klar over at ikke alle tænkte som den selv.
"Hvorfor må man ikke tegne fine, bløde blomster?" spurgte den lille uforstående pony.
Den vidste jo ikke bedre.
Den troede det var et spørgsmål om hvad man må og hvad man ikke må, men i virkeligheden var det jo et spørgsmål om, hvad man bør gøre og hvad man ikke bør gøre.

P.S. børste medfølger ved køb af Carsten Juste - pony.