Highfive, Bjarne!

mandag, april 17, 2006

Eventyret om de tre liberale geder

Engang for ikke så længe siden var der tre liberale geder, som ville ind på den politiske midte for at vinde regerings-magten.
På vej ind til midten var der en bro over en socialliberal strømning, som de måtte krydse; og under broen boede det store mægtige socialdemokrati, med de højeste stemmetal i dansk politik og politikere så gamle og garvede som tiden selv.
Først af alle kom den yngste liberale ged, Lars Løkke Rasmussen, for at krydse broen.
"Trip, trap, trip, trap! " sagde broen.
"Hvem er det der tripper på vores bro?" brølede socialdemokraterne .
"Åh, det er bare lille Lars Løkke Rasmussen, som er på vej ind til den politiske midte for at fange stemmer" sagde Lars Løkke Rasmussen med åh så spinkel stemme.
"Nu kommer vi op og forhindrer det!" sagde den ene halvdel af socialdemokraterne.
"Nej, nej, stop ikke mit midtersøgende projekt. Jeg kan ikke true det mægtige socialdemokrati. Jeg er jo stadig mest liberal." said the Lars Løkke. "Vent til Ulla Tørnæs kommer, hun er meget farligere for jer end lille mig."
"Ja. Vi er jo alligevel mest et venstreorienteret eliteparti. Smut du bare ind på midten." sagde Svend Auken og handlingen udeblev.
Lidt senere kom Ulla Tørnæs trippende over broen.
Trip, trap, trip, trap, trip, trap, sagde broen.
"Hvem er det der tripper på vor bro?" brølede socialdemokraterne.
"Åh, det er bare Ulla Tørnæs, og jeg er på vej ind på midten af dansk politik for at kapre stemmer" sagde hun med en ikke så spinkel stemme.
"Det forhindrer vi ved at give dig mærkbar opposition!" råbte den ene halvdel af socialdemokraterne.
"Åh, nej. Vent til Anders Fogh Rasmussen kommer. Han er en meget større trussel end mig. Spild ikke jeres kræfter på lille Ulla Tørnæs." sagde hun.
"Tja, ok. Vi er jo alligevel et højreorienteret, fremmedfjendsk parti. Snup i bare midten." sagde Karen Jespersen.
Men lige i det samme kom den store liberale overged, Anders Fogh Rasmussen.
Trip, trap, trip, trap, trip, trap! sagde broen, for Anders Fogh bar på så mange opinionsundersøgelser at broen knirkede og knagede under ham.
"Hvem er det der tramper på vor bro?" brølede socialdemokraterne.
"Det er mig! Anders Fogh Rasmussen" sagde de liberale geders leder, som selv havde en hård, brølende stemme.
"Nu kommer vi og stopper jeres stemmetyveri!" brølede nogle af socialdemokraterne.
Ja, kom I bare! Jeg har opinionsundersøgelser, som fortæller mig hvad jeg skal sige; og spindoktorer, som fortæller mig hvordan jeg skal sige det.
Det var hvad Anders Fogh Rasmussen sagde.
På grund af interne uenigheder og splittelse, var det kun en håndfuld socialdemokrater, der hoppede kampklare op på broen ind til midten. Og der stod Anders Fogh med titusinde spindoktorer og et hadefuldt støtteparti, og socialdemokraterne havde ikke en chance. De få beredte socialdemokrater blev kastet ned i floden og aldrig set igen.
Og efter dette gik Anders Fogh Rasmussen ind på den politiske midte. Her tog de tre liberale geder så mange stemmer som de overhovedet kunne bære. Gederne tog så mange stemmer så de ikke kunne bære dem med hjem til deres liberale hjem, og derfor blev de på midten.
Og hvis de ikke har tabt alle stemmerne, ja, så har de dem endnu.
Snip, snap, snude. Så er den historie ude.

1 Comments:

  • Det var den sødeste historie jeg længe har læst :)

    By Anonymous Anonym, at 4:29 PM  

Send en kommentar

<< Home