Hans bøf var blevet gennemstegt

Det var en mørk og stormfuld novembernat i november. Edvard kunne ikke sove. Overhovedet. Han kunne ikke holde op med at tænke... på det. Han forsøgte at stoppe tankestrømmen og finde ro. Han koncentrerede sig indædt om virkelig ikke at tænke på noget som helst - bare sort, tom intethed. Men hver gang han slap grebet, krøb det frem igen - som et Jehovas vidne man har smækket døren i hovedet på, og som stadig står der, når man skal ned at købe ind fire timer senere.
Det var nu tre dage siden episoden indtraf - den episode. Episoden der skulle vise sig at vende op og ned på alt hvad Edvard troede om verden og araberrabarbere.

Det havde været en ikke særlig ualmindelig torsdag formiddag - en ganske mild én af slagsen. Solen havde skinnet og der havde været et temmelig interessant indslag i Go'morgen Danmark om folk der var allergiske overfor fine middagsselskaber. Han havde haft en tid ved lægen omkring middagstid; der var egentlig ikke noget særligt galt - det var mere sådan en slags rutinetjek
...troede han.
Dette skulle dog vise sig slet, slet, slet, slet ikke at holde stik. Overhovedet.
For hos lægen ændredes alt. ALT! Efter besøget hos lægen føltes hans verden pludselig tømt for indhold. Hans sødt var blevet surt. Hans hvidt var blevet sort. Hans bøf var blevet gennemstegt. Alt hvad han havde troet på - alt hvad han var - var blevet tilbagevist af én enkelt sætning:
"Edvard, du er et stykke gammel pålæg nede fra Fakta" - og det var han, men han havde aldrig opdaget det. Overhovedet.