I århundreder har den brasilianske regnskov været hjemsted for flere dyrearter end noget andet sted på jorden. Artsdiversiteten er så overvældende, at tidligere konkurrenter som Great Barrier Reef og den afrikanske savanne efterhånden har givet op. "Vi er simpelthen så langt bagud" udtaler en tydeligt skuffet zebra om situationen.
Ikke desto mindre er der i løbet af de sidste 20 kommet en ny gigant på artsvariationsscenen - en komet, som måske allerede om 10 år kan begynde at true regnskovens forspring. Mængden af nyopståede arter har siden 26. April 1986 svaret til mere end én om dagen!
Det drejer sig naturligvis om Nord-Ukraine.
Vi vil her se på et par af de klassiske ukrainske dyr samt en række af de nytilkomne arter, som ikke findes andre steder på jorden:
Grævlingen: den almindelige eurasiske grævling
Ræven: den røde ræv
Den 5-hovedede grævling: Den 5-hovedede grævling blev første gang set i 1988 i en skov lidt øst for Tjernobyl by. Denne muterede grævlingeart kan på grund af sit store antal munde spise en Big Mac menu på blot 4 sekunder. Dens fem hjerner gør den cirka ligeså intelligent som en chimpanse. Den 5-hovedede grævling er umulig at overraske, da den kan se alle steder hen på én gang.
Uran-grævlingen: Denne art af grævlingefamilien er fremkommet i skovene lige omkring Tjernobyl kraftværket. Den anses af nogle som værende løsningen på verdens energiproblem, da der udløses enorme mængder energi, hvis man spalter den (eksempelvis med en økse).
Den kæmpehovedede ræv: Denne ræv udmærker sig ved at være den skabning på jorden, der har det næststørste hoved-til-krop forhold (kun overgået af Michael Meyerheim). Denne rævs snuhed overgåes ikke af nogen andre rævearter. Desværre gør dens enorme hoved det umuligt at føre nogle af dens listige planer ud i livet, hvorfor den er henvist til at leve af skrald og andre dyrs lort.
Grævlingeræven: snu som en ræv og grævlingeagtig som en grævling. Det er ikke for ingenting at denne prægtige mutation bliver kaldt Nordukraines konge.