Der var engang en almindelig mand; han ville have sig en almindelig kone, men det skulle være en
helt almindelig kone. Så rejste han hele verden rundt, for at finde sådan en, men alle vegne var der noget i vejen, almindelige kvinder var der nok af, men om det var
helt totalt ordinære kvinder, kunne han ikke ganske komme efter, altid var der noget, som ikke var så konventionelt. Så kom han da hjem igen og var så bedrøvet, for han ville så gerne have en grå og uanselig, ganske og aldeles almindelig kone.
En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så bankede det på byens port, og en eller anden gennemsnitlig, gammel mand gik hen at lukke op.
Det var en middelmådig kvinde, som stod udenfor. Men gud hvor hun så ud af regnen og det onde vejr! Vandet løb ned af hendes hår og hendes klæder, og det løb ind af næsen på skoen og ud af hælen, og så sagde hun, at hun var en komplet og fuldstændig almindelig kvinde.
“Ja, det skal vi nok få at vide!” tænkte en eller anden karaterløs dame, men hun sagde ikke noget, gik ind i sovekamret og spændte et kæmpe flygel fast i loftet - dog ikke mere fast end at det tilsyneladende kunne falde ned hvert øjeblik det skulle være.
Dér skulle nu den almindelige kvinde ligge om natten.
Om morgnen spurgte de hende, hvorledes hun havde sovet.
Og hun svarede ikke, thi hun havde fået flygelet i knolden og var nu stendød. Så kunne de se, at det var en helt totalt almindelig dagligdags kvinde, da hun var død af at få et flygel i hovedet. Sådan en omgang kunne ingen klare, foruden et ekstremt unormalt kvindfolk.
Den almindelige mand tog hende da til kone, for nu vidste han, at han havde en helt almindelig, omend død, kvinde, og resterne af flygelet kom på Kunstkammeret, hvor de endnu er at se, dersom ingen har taget dem.
Se, det var en rigtig historie!
